Revner i tænder
Tænder udsættes hver dag for store tyggekræfter på alle leder og kanter. Da tænderne ikke er bløde, vil der kunne opstå begyndende revner i tænderne. Dette er helt normalt, og langt de fleste kan se hvide eller mørke revner i emaljen på deres tænder. Hvis disse revner i emaljen imidlertid udvider sig og kommer ind i tandbenet (dentinen), kan man få symptomer fra nerven i tænderne ved tygning.
Man vil ofte mærke smertejag fra tænderne, når der tygges (typisk når trykket slippes). Hos de fleste kan der gå længere perioder, hvor man ikke mærker noget fra tænderne, da man automatisk forsøger at undgå at tygge på disse tænder. Det kan ofte være svært at udpege den tand, der giver symptomer.
Hvis man har sølvfyldninger (amalgam) i tænderne, er disse ofte mere udsat for at få revner, da fyldningen ikke binder til tandsubstansen, men er komprimeret ned i kaviteten, hvor den holdes fast af underskæringer i tandsubstansen. Samtidig har sølvfyldninger en tendens til at sætte tandsubstansen under pres, da sølvet meget langsomt udvider sig. Disse forhold medfører, at der ofte ses revner både i emalje og dentin omkring gamle sølvfyldninger. Langt fra alle revner er symptomgivende, men der er en større risiko for, at tænderne knækker.
Hvad kan man gøre?
Har man symptomer fra en tand med revne i, vil man for det meste kunne afhjælpe dette ved at lave en omsluttende restaurering (en krone) på den tand, der holder alle fladerne sammen og fordeler trykket. Hos nogle er dette desværre ikke nok, og der vil fortsat være symptomer, efter at kronen er blevet lavet. I disse tilfælde, kan det være nødvendigt at rodbehandle tanden, for at gøre den symptomfri.
Hvis man har sølvfyldninger i tænderne med tydelige revner i emaljen, kan man prøve at forebygge, at tænderne knækker eller at der kommer tyggesmerter fra tænderne. Dette kan eksempelvis gøres ved at udskifte fyldninger af sølv til plast. Dette kan forebygge og/eller standse revneudviklingen i tænderne, da plasten binder til alle flader i tanden og på denne måde klistrer tandsubstansen sammen.
Der findes dog tilfælde, hvor revnerne i tanden er så gennemgående, at fraktur eller symptomer ikke kan undgås. Ved meget store sølvfyldninger kan det være svært at lave en god plastfyldning, og man vil i disse tilfælde anbefale en krone som erstatning for tanden.