Tandfyldninger, kroner og broer i København K
En tandfyldning laves for at erstatte tabt tandvæv efter huller eller frakturer. Når man har et hul i en tand, bliver det sunde tandvæv fjernet. Det efterladte hul i tanden fyldes ud med fyldningsmateriale – i dag mest i plast, da det binder sig til tandens flader og samtidig er tandfarvet, så man ikke kan se, at tanden har en fyldning.
Tænder der har infraktioner, dvs. tænder der har revner af større eller mindre grad pga. gamle sølvfyldninger, kan oftest behandles med en plastfyldning for at undgå, at de knækker. Ved symptomer fra tanden, der tyder på, at revnen strækker sig ned mod nerven i tanden, kan man ofte afhjælpe dette med en krone, for på den måde at holde siderne sammen. Nogle gange lykkes dette ikke altid, og man risikerer efterfølgende en rodbehandling gennem kronen.
Der sættes som hovedregel en krone på en tand, når det vurderes, at det ikke er muligt at lave en acceptabel fyldning i tanden. Dette kan f.eks. skyldes, at tanden er destrueret til langt under tandkødet, eller at destruktionsgraden af tanden er så stor, at det ikke er muligt at lave en ordentlig og funktionel fyldning i tanden.
Derudover er der behov for en kronebehandling, når en tandlæge finder revner i en tand, der strækker sig helt ind i tandbenet, så en rodbehandling ikke vil være hensigtsmæssig.
En kunstig tandkrone er altså en “hætte”, der sættes ned over den dårlige tand, efter tandens form er blevet tilpasset af tandlægen. Tanden er nu beskyttet og kan derfor ikke knække. Kronen fungerer som en omsluttende restaurering, der holder siderne af tanden sammen, således at man undgår, at tanden flækker eller knækker helt ned til rødderne.
Kronen kan enten være af rent guld eller biometal, af keramik med en inderkappe af guld eller biometal, eller af porcelæn med en inderkappe af meget hård porcelæn. Hvilke kroner, der er mulige at tilbyde, afhænger af mange forhold, som tandlægen afklarer under behandlingen.
Det anbefales, at der først påsættes rodbehandlede tænder en krone efter en observationsperiode. Årsagen er, at når man rodbehandler en tand, så er tanden ofte meget destrueret i forvejen, og man fjerner yderligere tandvæv ved behandlingen for at komme ned til rodkanalerne. Ligeledes fjernes nerve og blodkar i tanden, hvilket betyder, at tanden med tiden bliver mere sprød pga. manglende blodforsyning, og dermed er der er yderligere risiko for, at tanden knækker.
Der tages som hovedregel altid et røntgenbillede inden kronebehandling for at sikre, at der er sunde forhold omkring rødderne, og ikke en skjult infektion i kæben ud for rodspidserne.
Tænder, der er meget destruerede, men ikke rodbehandlede, bygges af og til op i plast, inden tanden præpareres til krone. Dette er for at styrke den tandstruktur, der er tilbage, og for at udfylde evt. uhensigtsmæssige indkærvninger i tanden.
Tandkrone
Tænder, der er rodbehandlede og har en god tandstruktur, kan som regel opbygges med almindelig plast, inden tanden præpareres. Pga. destruktionsgraden af den rodbehandlede tand er det dog ofte nødvendigt at bore ud til en stift i en eller flere af rodkanalerne i tanden. Afhængig af tanden, kan der enten laves en plastisk stiftopbygning i tanden eller en ren støbt opbygning af guld. Årsagen til opbygningen er at skabe en solid struktur i tanden, som kronen kan gribe om.
Mangler man en tand, kan den erstattes, enten ved at lave et implantat eller en bro. Implantatet anbefales, hvis der er sunde nabotænder, der er intakte eller meget lidt destruerede, samt at knogleforholdene er sufficiente. Hvis nabotænderne er meget destruerede med store fyldninger, vil en broløsning være rigtig god, da man får styrket nabotænderne med en omsluttende restaurering, samtidig med at man får erstattet den manglende tand.
